Vedtægter
Vedtaget på GF i DSPBU 30. september 2021
DANSK PSYKOLOGFORENINGS SELSKAB FOR
PSYKOANALYTISK PSYKOTERAPI MED BØRN OG UNGE (DSPBU).
§ 1 Selskabets navn og afgrænsning.
Selskabets navn er Dansk Psykolog Forenings Selskab for Psykoanalytisk Psykoterapi med Børn og
Unge.
Stk. 2. Selskabet er oprettet i medfør af love for Dansk Psykologforening § 18.
Stk. 3. Selskabet er landsdækkende
Stk. 4. Selskabet er tilsluttet European Federation of Psychoanalytic Psychotherapy.
§ 2 Selskabets formål.
Selskabets formål er at forebygge og lindre psykisk lidelse blandt børn og unge ved at fremme
anvendelse og videreudvikling af psykoanalytisk børne- og unge-psykoterapi og dertil knyttet
forældrearbejde.
Selskabets formål er inden for sit faglige område at virke for Dansk Psykolog Forenings
formål, herunder især:
a. At samle psykologer til fremme af den psykologfaglige udvikling inden for selskabets område.
b. At opsamle og udvikle viden og erfaring på området til brug ved faglig profilering og kvalificering
af medlemmerne.
c. At initiere forskning og metodeudvikling inden for selskabets område.
d. At bidrage til udvikling af specialistuddannelser, kurser eller anden videreuddannelse afhængig
af selskabets størrelse.
e. At være støtte for medlemmernes faglige udvikling.
f. At fremme samarbejdet mellem psykologer i selskabet og medlemmer af andre selskaber.
g. At fremme samarbejdet mellem selskabets medlemmer og Dansk Psykolog Forenings bestyrelse
og udvalg, herunder at være foreningens landsdækkende kontakt- og høringsorgan i
psykologfaglige
spørgsmål inden for selskabets område.
h. At repræsentere foreningen i eksterne organer (efter udpegning).
i. At bidrage til at repræsentere faglig viden og synspunkter i offentligheden i samarbejde med
Dansk Psykolog Forening, herunder besvare journalistiske henvendelser mv. inden for selskabets
område, som henvises til selskabet af foreningen.
j. At være sagsbehandlende i de sager, som bestyrelsen henlægger til selskabet inden for
selskabets område.
Stk. 2. I kompletterende vedtægter bestemmes eventuelle yderligere formål.
§ 3 Arbejdsmåde.
Selskabets formål opnås ved at
• udbrede viden og kendskab til psykoanalytisk psykoterapi med børn og unge og dertil
knyttet forældrearbejde
• fremme forskning i psykoanalytisk børne- og unge-psykoterapi
• styrke kontakten til nationale og internationale organisationer inden for psykoanalytisk
psykoterapi
• afholde offentlige møder og kurser
• udbyde kvalificeret uddannelse i psykoanalytisk børne- og unge-psykoterapi i
overensstemmelse med EFPP’s normer.
§ 4 Medlemmer af selskabet.
Alle medlemmer af Dansk Psykologforening med interesse for selskabets formål kan optages som
medlemmer af selskabet.
Som associerede medlemmer kan optages læger, der er undervejs i eller har fuldført
speciallægeuddannelsen som børn- og unge psykiater samt efter individuel vurdering, andre
særligt kvalificerede psykoterapeuter med børn og unge som speciale. Vurdering af disse foretages
af styrelsen. Det fremgår af DPs love, at associerede medlemmer ikke har stemmeret på
generalforsamlinger og ikke kan være med i selskabers styrelse.
Indmeldelse og udmeldelse sker ved skriftligt over for styrelsen at give dette til kende. Udmeldelse
træder i kraft ved det kommende årsskifte og kan ikke ske med tilbagevirkende kraft.
§ 5. Selskabsgeneralforsamling.
Stk 1. Selskabet afholder en årlig generalforsamling i perioden i den tidsperiode, der er fastlagt i
DPs normalvedtægter for selskaber.
Stk. 2. Varsling, indkaldelse og fastsættelse samt udsendelse af dagorden for generalforsamling i
selskabet skal følge reglerne for afholdelse af Dansk Psykologforenings ordinære
generalforsamling, jf. DPs love § 6.
Stk. 3. Dagsorden skal indeholde valg af dirigent og referent, fastsættelse af forretningsorden,
beretning om selskabets virksomhed, aflæggelse af regnskab, fastlæggelse af forslag til
driftsbudget og valg af selskabsstyrelse.
Stk. 4 Beslutninger træffes efter samme regler som for DPs ordinære generalforsamling, jvf. DPs
love §6 stk. 8.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af styrelsen efter behov og skal indkaldes, hvis
mindst en 1/10 af selskabets medlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af grund
og angivelse af forslag til beslutning. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal være udsendt
mindst 3 uger i forvejen.
§ 7 Selskabsstyrelse.
Valg af styrelse finder sted ved den årlige generalforsamling. Styrelsen konstituerer sig med
formand, næstformand og kasserer. Styrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen.
Genvalg kan finde sted.
Selskabet tegnes af formanden og kassereren i forening.
Forslag om opstilling af et medlem til styrelsen kan fremsættes af ethvert medlem af selskabet.
Dette kan ske enten skriftligt eller på generalforsamlingen.
§ 8 Kontingent.
Styrelsen fastsætter et årligt kontingent indenfor rammer angivet af Dansk Psykologforening.
Kontingentbetalingen fra medlemmerne dokumenterer antallet af medlemmer overfor Dansk
Psykologforening. Kontingentets størrelse kan indenfor rammer angivet af Dansk Psykologforening
ændres ved beslutning på den ordinære generalforsamling.
§ 9 Opløsning af selskabet.
Opløsning af selskabet sker i medfør af Dansk Psykologforenings Love § 32. Ved selskabets
eventuelle udtræden af DP beslutter selskabet på generalforsamling anvendelse af de midler, som
ikke er tilvejebragt som tilskud fra DP, i overensstemmelse med selskabets formål, §1 og
arbejdsmåde, §2.