Olivers Fugle – medlemsmøde efter generalforsamlingen 25. februar 2020

Den 25. februar afholder DSPBU som tidligere annonceret generalforsamling i DPs lokaler i Stockholmsgade kl 17.30-18.30 med efterfølgende let servering. I forlængelse heraf afholdes kl 19-20.30 medlemsmøde med Jakob Rosendal, kunstforsker og postdoc ved Kvindemuseet i Århus. Temaet lægger op til vores internationale seminar d. 28. marts 2020https://dspbu.dk/seminar-om-koen-og-psykoanalyse-28-marts-2020/. Jakob præsenterer sit oplæg således:

Olivers fugle
Symbol og symptom i et transkønnet barns tegninger
Oliver er i dag 16 år, transkønnet og stadig en meget aktiv og talentfuld tegner. I forbindelse med en kommende udstilling om børnetegninger har Kvindemuseet i Aarhus fået lov til at låne de mere end 800 tegninger, som Oliver og hans familie har gemt fra hans tidligste kruseduller til hans seneste selvportrætter. I arbejdet med disse tegninger blev det hurtigt tydeligt, at fuglen som billedmotiv på slående vis optræder igen og igen i Olivers tegninger. Med fare for en forhastet biografisk læsning var det oplagt at se de mange gentagne fugle som Olivers bevidste og ubevidste håndtering af det at være kønnet. Dette oplæg vil undersøge den rolle fuglen spiller – som både symbol og symptom – i Olivers tegnede diskurs.
Kvindemuseets udstilling Barnestreger – Køn og seksualitet i børns tegninger åbner den 15. februar. Læs mere her: http://kvindemuseet.dk/udstilling/barnestreger-konseksualitet-i-borns-tegninger/

Medlemsmødet er gratis, og kun åbent for medlemmer. Af hensyn til forplejning beder vi om, at man tilmelder sig på dspbu@dp-decentral.dk.