Skrevet 6. august, 2024
Generalforsamling 2024
DSPBU afholder generalforsamling tirsdag d. 8.10.2024 – i lokale stuen A , i
Dansk Psykologforening, Stockholmsgade 27, København Ø.
Kl 18-19 Generalforsamling
Emner til dagsorden for GF kan sendes til DSPBUs mail eller formanden senest 8.
september, hvorefter endelig dagsorden vil blive udsendt.
Kl 19-19.30 pause med et let måltid. Husk tilmelding – til DSPBUs mail.
Kl 19.30-21 Medlemsmøde, oplæg ved psykolog Anders Riis:
Mellem anbefalingsalgoritmer og psykoanalyse –
Kastrationens muligheder under sociale mediers algoritmer
Den overordnede ramme for dette oplæg er de digitale, sociale medier, og hvordan vi kan tænke deres påvirkning med psykoanalysen. Det tager udgangspunkt i en undersøgelse jeg lavede i forbindelse med mit speciale i psykologi. Det første spørgsmål jeg rejste var, hvorvidt det er muligt at anvende psykoanalysen til at skelne mellem analoge og digitale påvirkninger? Er der en grundlæggende
forskel mellem f.eks. en bog og en computer i forhold til hvordan vi påvirkes? Det andet spørgsmål er, hvordan de sociale medier og deres anbefalingsalgoritmer påvirker det psykoanalytiske subjekt. Hvis ikke vi skal anvende neurobiologiske forklaringsmodeller omkring afhængighed, hvordan kan vi med psykoanalysen begribe den enorme afhængighed og anvendelse disse platforme har?
Den første del af oplægget vil udfolde specialets argument. For at kunne begribe den overgang der er mellem anbefalingsalgoritmerne og det psykoanalytiske subjekt, som jeg har tænkt det i specialet, er det uomgængeligt at redegøre en smule for Jacques Lacan, sær med hensyn til subjektsbegrebet og signifiant-logikken. Jeg har desuden valgt at tage udgangspunkt Kleins begreb om ubevidste fantasier for at kunne udfolde Lacans signifiant logik.
Det er min hensigt, at oplæggets første del vil kunne danne et fælles udgangspunkt for at diskutere et par eksempler på, hvordan anbefalingsalgoritmer påvirker især kastrationens muligheder og dermed forældre-barn relationen. Jeg håber at dette vil lede til en diskussion af, hvordan vi hver især møder den enorme påvirkning fra sociale medie, hos os selv og i praksis.